Mandag d. 29/12-2008
Løbetid og julehygge

Nej, hvor jeg tror at Jiggy elsker at jeg har ferie. For det første er Bailey på ferie her, og derudover har vi hver dag været ude at gå meget lange ture enten i skoven eller ved vandet. Igår og idag har vi været i Geel skov sammen med Channie og Heidi og deres hunde... Det går vildt for sig med 6 friske og skøre hunde. De har det heldigvis rigtig godt sammen og der er heller ingen der har problemer med andre hunde, så det er rart ikke at skulle bekymre sig om.

Vi har også fået trænet noget agility og første gang træning i julen var noget værre rod... i hvert tilfælde da vi nåede til felttræningen. Channie var også på banen og trænede med Lady og ligesom vi var gået i gang med felttræningen kom Rikke også, og så var det meget svært for Jiggy at koncentrere sig. Jeg følte bare at ingen ting sad fast oppe i hendes hoved og var lidt frustreret da vi tog hjem. Vi var så afsted igen i dag, og så var hun tilbage til sit gamle jeg... puha. Hun var super på felterne. Hun stoppede fint, men løb af, hvis jeg selv blev ved at løbe. Det fede var at når jeg så sagde touch, så gik hun hen og stillede sig i position på feltet, så hun er ved at have fanget idéen... Dejligt!

Jiggy er også lige kommet i løbetid igår. Jeg har egetlig ikke rigtig mærket det store på hende, men hun har været lidt mere "hyggelig" de sidste par dage. F.eks. har hun de to sidste nætter ligget snoet rundt om mit hovede med sit hoved hvilende på min hals... Rigtig hyggeligt, men meget varmt ;o). Bailey har også opdaget det, men har også allerede fundet ud af, at "der ikke er noget at komme efter", så han opfører sig helt normalt overfor hende. 

Jeg har tidligere tænkt på at lave hjemmesiden på engelsk, men er kommet lidt fra det igen. Dog er jeg blevet inspireret af Channie, så fra 2009 bliver siden på engelsk... Håber at det bliver til at forstå mig, når jeg udfolder mit engelske ;o)

Torsdag d. 25/12-2008
Jul, job, Ølstykke og Susan Garrett DVD
Så blev det 1. juledag, og jeg sidder nu og slapper lidt af til lyden af plastik pivedyr. Ja, Jiggy har fået 3 pivedyr i går, så hun er glad. Juleaften blev holdt på min onkels gård, ligesom vi gjorde i gamle dage... Det var hyggeligt. Jiggy var meget eksemplarisk og lå bare og kiggede roligt på da vi dansende om træet. Jiggy lærte også lynhurtigt at pakke gaver op... Den første skulle jeg lige opmuntre hende til at bide i, men så klarede hun resten selv.

December har mest været fyldt af at jeg er startet på nyt job... Der er meget at lære, og da jeg nu har patientkontakt, oplever jeg også mange gode og mindre gode ting, som jeg lige skal lære at forholde mig til, så jeg har været godt træt.

Her i weekenden var jeg til agilitystævne i Ølstykke. Jeg løb 2 senior løb med Bailey, og så løb jeg AG2, AGÅ og SP3 med Tina Hindsgauls Dessi. Bailey var sit gamle stressede jeg i dag, så det blev desværre ikke en gentagelse af succesen fra sidste stævne i Vallensbæk. Det gik heldigvis bedre med Dessi. I AG2'en fik vi et godt flydende gennemløb, hvor der desværre kom en nedrivning, da jeg fik korrigeret hendes løbebane lige inden et spring. Trods fejlen blev vi nr. 2, da der kun var en fejlfri i klassen. AGÅ gik også godt, hvor det igen blev et godt flydende løb og vi fik en placering. Da vi nåede til SP3 var min koncentration og mit held vist sluppet op. Jeg havde fejlvurderet min placering på banen et par steder, og det gik helt op i hat og briller... sådan kan det gå. Men det var fedt at have et par rigtig gode løb, hvor jeg bare følte at det kørte.

Jeg har forresten også lige fået Susan Garrett's nye video ind af døren. Den handler om slalomtræning med 2x2 metoden. Jeg har set den første DVD, der indeholder en rigtig god forklaring af metoden, og jeg har tænkt mig at lære Jiggy slalom vha denne metode... Kan næsten ikke vente ;o). I videoen følger man Susans arbejde med en ung hund, og det er helt utroligt hvilken sikkerhed denne hund har og hvilke svære indgange den kan tage på bare 12 dage!!!

Tilsidst vil jeg ønske en god jul og et godt nytår til jer alle. 
Mandag d. 24/11-2008
Tricks, tur, stue og job
Så får I lige et billede af dyret i en opvaskebalje. Hun har bare helt styr på det trick nu. Nu træner vi tricket "bed aftenbøn", hvor hunden har forpoterne på min arm og tager hovedet under min arm. Det lærte hun på en lektion... Dog skal hun jo lige kunne det på komando, før det er færdigt, men det skal nok gå hurtigt ;o)

Jiggy har også set sin første sne... Det kan ikke røre hende mindre! Hun har end ikke kigget mærkeligt på det. Til gengæld har vi været ude at gå gode ture i sneen... Igår en to timers tur med Channie med lady og Zindy og Heidi med Yatzi og Kinza... De nød turen, og Jiggy er dejlig stille og rolig selv i dag. Det var en hård tur.

Der er ellers sket store ting i weekenden. Jeg har fået møbleret stuen. Det er bare cool . Så nu kan jeg se tv mm. i stuen, hold op hvor har jeg været lang tid om det! Så har jeg også fået lavet en adventsdekoration og købt kalenderlys, så december kan bare komme an!

Nå ja... Og så har jeg fået nyt arbejde igen... Lang historie kort... Jobbet i København kunne i holde hvad de lovede, så jeg skyndte mig at få en samtale i stand fredag, og fik jobbet med det samme, så nu skal jeg starte 1. december på Klinisk Biokemisk Afdeling Roskilde Sygehus.
Mandag d. 17/11-2008
Lydighed, stævne, arbejde mm.
Så er der en del nyt igen. Jiggy og jeg er startet til lydighedstræning igen -denne gang hos Mads Møller. Vi har været afsted 2 gange, og det er på et hold med nogle meget dygtige kursister, så jeg har fået min sag for. Jiggy klarer det ellers rigtig fint, synes jeg, selvom der er lang vej til de andres niveau.

Første weekend i november var jeg til stævne i VAS med Bailey. Jeg valgte at starte i seniorklassen for første gang, og det skulle vise sig at være et godt valgt. I de to første springløb kogte han lidt over, så vi fik en disk. i det ene løb og en slalomfejl i det andet. I agilityløbene havde Bailey fået brugt det værste af sin energi, så det gik bare kanon godt. Begge løb blev flydende og fejlfri... Baileys første fejlfrie løb ever!!! Og så vandt vi oven i købet også... Det var bare dejligt... Jeg har vist også kun trænet i 8 år på det ;o).

I torsdags var Channie, Heidi og jeg en tur på stranden med hundene. De syntes bare at det var herligt, og Channie fik taget en masse gode billeder, som også I kan få lov at nyde ;o).

Jeg har også fået nyt job. Jeg skal arbejde i København 23 timer fordelt på 3 dage til samme løn som jeg får for 37 timer nu. Det bliver bare fedt. Jeg glæder mig til at få lidt mere tid til Jiggy og til at få lavet lidt mere på huset.

I lørdags var der komsammen hos Heidi, hvor det endte med at Heidi, Mette, en af Heidis veninder og jeg tog på Kellerdirk, og gav den gas. Det var smadder sjovt, og det var lige på et hængende hår at tømmermændende nåede at aftage tilstrækkeligt til næste dag kl. 15, hvor jeg skulle i Tivoli og se Nøddeknækkeren... Fed forestilling med masser af breakdance, lokking og popping ;o)

Jeg har i et stykke tid førsøgt at lære Jiggy at stå med alle fire ben i en lille balje, og i dag har hun fundet fidusen... Fedt når det lykkes!

Foto: Channie Ørsted
Mandag d. 20/10-2008
Lortehund

ADR... Jiggy har bare været for ulækker i dag... Hun har rullet sig i en hundelort... igen! Det har hun snart gjort et par gange, men denne gang er dog den værste! Hun var smurt ind i noget rigtig dejlig tynd fæces på hele den ene side og på skulderen og halsen på den anden side. I skal bare være glade for, at jeg ikke kan lægge et duftlink ind . Jiggy synes dog at alt var godt og ville gerne springe op ad mig og andre hundeluftere vi mødte på den sidste del af gåturen... igen ADR! Endnu en bonus for Jiggy var så, at jeg sendte hende ud i en lille sø i et forsøg på at få det værste lort af. Det syntes hun bare var super sjovt, og da jeg gik væk fra søen, løb hun et par gange frem og tilbage mellem søen og mig, for hun kunne da godt have taget et par ture mere. Det er tæt på, at jeg tror, at jeg aldrig har haft så vandglad en hund. 

I går var der landsholdssamling med den endelige udtagelse til nordisk mesterskab, og igen blev både Jiggys mor og mormor udtaget... Det bliver spændende at se, om de har det sidste overskud og held, der skal til at få en medalje med hjem.

Foto: Channie Ørsted

Søndag d. 19/10-2008
Vandhund
Så har Jiggy prøvet at være i hundesvømmehallen. Vi var afsted sammen med Rikke med Cosmo og Channie med Zindy og Lady. Jiggy har kun prøvet at svømme 2 gange i havet, så jeg vidste ikke helt, hvordan hun ville reagere, men jeg regnede ikke med at få store problemer med hende... Det fik jeg heller ikke. Første tur "hev" vi hende ned i vandet, da hun ikke lige kunne finde ud af rampen. Derefter var hun fuldstændig ustyrlig vild med at komme ud i det vand... Hun hylede og gøede og hang sig ud i selen når jeg holdt hende på kanten af bassinet, og når jeg slap hende, sprang hun ud i bassinet, så hun nærmest landede halvejs ude. Hun prøvede også, om hun ikke kunne hoppe op af vandet ind i bassinet ved siden af, hvor Lady og Zindy svømmede, men den gik ikke. Dem der har stedet sagde også at det var usædvanligt at hunde var så glade for det første gang de skulle svømmebassinet. Jiggy kunne have blevet ved i timer tror jeg, men jeg stoppede hende efter 20 min incl pauser, for det er hård træning, når hun ikke har prøvet det før.

Jeg har lagt en masse spændende links ind på linksiden... Der er til et par timers læsning... God fornøjelse
Onsdag d. 1/10-2008
Ulvehund
Jeg har lige uploaded et par videoer af Jiggy på youtube. Det ene klip er hvor hun leger med sit ene pivedyr. Det sjove ved lige netop dette pivedyr er at det får Jiggy til at hyle helt vildt, hihi. Det andet er af Jiggy og Bailey, der leger i haven.
http://www.youtube.com/watch?v=KeUNEZdg4vc 
http://www.youtube.com/watch?v=P9VtCNwmz58

Jiggy har i går på en træningslektion lært at gå op i en papkasse. Da jeg tog kassen frem i dag, strøg hun lige op i den ;o). I går var jeg også ude på ag banen, og prøvede at træne at hun skulle løbe uden om flere forhindringer inden hun fik belønning. Det gik super... Faktisk blev det til både tag imod handling og back træning i en mølle og det klarede hun bare fint. Hun er begyndt at søge rigtig godt ud om vingerne selv nu.
Mandag d. 29/9-2008
VM i agility
Sikke en weekend. Heidi og jeg har været i et forrygende humør hele weekenden under VM i agility. Det gik super let at komme derop, og det passede lige med at vi ankom et kvarter før de første konkurrencer startede. Vi oplevede simpelthen så mange sjove ting, så det næsten er umuligt at få det hele skrevet her, men et af højdepunkterne ud over den gode agility selvfølgelig, var at vi dansede i alle pauserne. Vi var sågar nede og danse sammen med cheerleaderne sammen med vores nye Schweiziske venner .

Danskerne lavede nogle gode løb, og specielt skal Jesper og Indy, Sarah og Simic og mellemholdet i ag-løbet fremhæves. Jesper var så tæt på at vinde medalje, men mistede desværre kontakten med Indi i et splitsekund, hvilket førte til en disk. Sarah og Simic løb to gode løb, hvor især agilityløbet var flot og blev samlet nr. 6 kun 20 hundrededele af et sekund fra bronzemedaljen. Det var et rigtig hårdt felt, og der var ikke mange hunde der faldt igennem kvalitetsmæssigt. 

Alt i alt en super weekend, og jeg er først så småt ved at falde lidt ned på jorden igen, men må indrømme at der stadig snurrer div. slagsange rundt oppe i hovedet... Chihuahua
Onsdag d. 24/9-2004
Jiggys træning og hundesitning

Så er der kun 3 mdr. til juleaften, hihi ;o).

Træning med Jiggy går stadig fint... Hun udvikler sig stille og roligt og i dag har jeg prøvet at lave den første egentlige felt træning... Det gik super. Jeg lage mit target for enden at balancen (som selvfølgelig lå på jorden) og hun løb direkte over balancen og stoppede på min target. Når jeg havde hende på min højre side drejede hun ud med bagende, så jeg satte en springstøtte op til højre for balancen, vupti... Så gjorde hun det helt rigtig ;o). Hun er sgu nem. Hun er også ved at have rigtig god fart på i fremadsendelserne nu... Jeg kan ikke følge med mere i hvert tilfælde. 

Min mor og søster er i Barcelona lige nu, så jeg passer både Rikki og Bailey. Bailey og Jiggy leger som sædvanlige rigtig meget mens Rikki gør af dem. De har det rigtig fint sammen... Dejligt. Der har dog lige været et par problemer alligevel... Rikki har fået et hot spot (slem lokal hudbetændelse), så jeg har været til dyrlægen med hende, og det er allerede bedre. Så har Bailey virkelig dårlig mave... Han har ikke kunne holde sig mens jeg har været på arbejde... ADR! Og senere i dag fik det sat sig helt vildt i pelsen, så jeg måtte have ham i bad... dobbelt ADR! Og hvis ikke det skal være løgn, så fik han skåret den øverste trædepote på det ene forben op, så det blødte kraftigt, da vi var ude og træne lidt agility. Stakkels Bailey.

På fredag tidlig morgen tager Heidi (Kinza og Yatzi) og jeg til Finland for at se verdensmesterskaberne i agility... Det er vist ingen hemmelighed at vi glæder os. Det bliver super sejt og hyggeligt. Og som jeg tidligere har nævnt, så glæder jeg mig til at følge Jiggys mor og mormor (Simic og Frøken). Jeg tager videokamera med, og håber på at lægge lidt klip på youtube, når jeg kommer hjem.

Billedet er af Simic fra finalen i årets hund. Håber hun er ligeså flyvende i Finland.

Mandag d. 25/8-2008
Agility træning og udstilling
Så er det vist på tide med en opdatering. Vi er begyndt til agilitytræning nu... Vi har allerede været afsted 4 gange, og der er desværre kun 4 gange tilbage af udendørs sæsonen. Jiggy er bare super dygtig. Når vi skal træne, er hun god til at holde koncentrationen, og hun synes bare, at det hele er super sjovt... Det smitter nok også lidt af, at hundeføreren også synes, at det er super sjovt ;o). Dog synes Jiggy også, at de andre hunde på de andre baner er meget sjove, så dem kigger hun meget på... dog heldigvis kun når vi venter... Når vi er på, er der fuld koncentration. Det er Heidi Frederiksen der er træner på holdet, og det gør hun bare helt fint ;o) 

I weekenden har Jiggy været på udstilling til border collie klubbens klubmesterskab. Felicia var så sød at vise hende frem, og det gjorde hun bare rigtig godt. Jiggy var bare super eksemplarisk. Hun havde hele tiden fokus på Felicia og var ret god til at trave pænt rundt, og hun var nogenlunde til at stå pænt også. Der var nok en anelse høj haleføring, da Jiggy synes, at det var rigtig sjovt at løbe afsted sammen med Felicia. Jiggy fik to 2. præmier, hvilket jeg synes var ok. Jeg synes selv, at hun var helt vildt boppet op i pelsen, men jeg kan godt se, at hun aldrig får en "udstillings pels"... Det er jeg jo i virkeligheden også ret glad for ;o)

Her er hvad dommerne skrev:
Lørdag, dommer Heather Turner, England: Feminin head, could have more underjaw, allert expression, could have better angulation front, cor. length of bakc., good length of tail, needs to strength hind, moves ok.

Søndag, dommer Joanne Ratcliffe: Allert pup, quite well done for age, good feet, quite eratic on the move, good eye.

Jeg løb også agility med Tine Larsens Duty om lørdagen. Det gik rigtig fint. Jeg blev dog disket i de to "gældende løb", men han blev på felterne, og jeg havde ret god kontakt med ham... og det er næsten 2 måneder siden, at jeg har løbet med ham sidst. I for sjov klassen fik vi to gode løb med kun et uheld, hvor han røg af balancen, da han kom lidt skævt på, og balancen var drivvåd. Og så skal det lige siges, at vi i alle løb tilsammen kun fik en nedrivning, hvilket er super godt, da det ellers har været hans store problem.  

Der er kommet et par nye billeder i albummet "Jiggy".
Lørdag d. 19/7-2008
"Hvalpetræf"
Nu er Bailey fyldt 9 år... Sikke tiden går. Jeg har jo selv opdrættet ham, og fordi hans mor stadig lever (næsten) i bedste velgående, så har jeg altid anset ham for at være den lille. Det er nu blevet sat lidt i perspektiv, da jeg fik Jiggy, og med et er det gået op for mig, at det ikke varer længe inden han skal pensioneres. Puha... Godt han ikke forstår hvordan verdenen hænger sammen, for han er da ikke klar over, at han er ved at blive gammel. Folk der ser ham løbe agility, som ikke kender ham, bliver meget forbavset over hans energi i forhold til hans alder. Til træning er der ikke den store forskel at mærke fra hans unge dage, men han bliver dog hurtigere lidt stiv i musklerne, når han har ligget og slappet af derhjemme efter træning. Med en hund som Bailey bliver det min opgave at stoppe mens legen er god, for jeg er sikker på, at han vil løbe, selvom han har smerter. Han vil gøre alt for mig og et adrenalinkick. Men indtil videre for han lov at fortsætte lidt endnu... Specielt fordi jeg elsker og se den intense glæde i hans øjne, når jeg kommer og henter ham hos min søster, og han ved vi skal afsted til agility. Han er en helt speciel hund, som jeg elsker meget højt!

I anledning af Bailey og hans kuldsøskenes 9 års fødselsdag, fik jeg besøg af Pernille, som har 2 hvalpe fra kuldet og min søster og Bailey. Det var dejligt at se dem igen. De er alle bløde hunde, og det er bare så dejligt at se hvilken respekt de har for hinanden, selvom det kun er ca. en gang om året de ses. Jeg har fået taget nogle rigtig gode billeder fra dagen, som er lagt ind i albummet "Bailey, Rikki Hvalpe" og albummet "Jiggy".

I dag har Jiggy og jeg været i Nyhavn med hvalpemotivationsholdet. Det var en hyggelig tur, og Jiggy synes at alle de mange mennesker var fantastiske. Og så fik hun lige nydt udsigten til kanalrundfarten. Der er lige et par billeder derfra i albummet "Jiggy".

Vi har forresten også været i Næstved i sidste weekend og se finalen i Dania Cup, hvor Jiggys mor Simic vandt finalen med et super flot løb over nogle ellers dygtige udenlandske hunde. Seje hundemor!
Søndag d. 6/7-2008
Cirkushund, svømmetur, hvalpeprøve
Vi har allerede givet opvisning med elefanttricket... Da vi var til dyrlægen for at få Jiggys sidste vaccination, spurgte dyrlægen hvad jeg havde lært hende siden sidst, og jeg fortalte så, at jeg havde lært hende elefanttricket. Det havde han aldrig hørt om før, så det ville han rigtig gerne se, så inden jeg havde set mig om, havde han fundet en opvaskebalje og kaldt på veterinærsygeplejersken og en anden dyrlæge... Det var kun 5 dage forinden, at Jiggy havde drejet en hel gang rundt om baljen, så jeg var noget spændt på, om hun kunne finde ud af det et fremmed sted, med fremmed balje og med publikum... Og så gjorde hun det bare så fint. Så blev jeg lidt stolt!

Onsdag var vi en tur på stranden sammen med min søster og Bailey. Jiggy og Bailey hyggede sig bare rigtig godt. Det var anden gang Jiggy var i vandet og hun prøvede at svømme et par gange... Jeg tror hun bliver en rigtig vandhund. Vi var nemlig også på stranden lørdag aften sammen med Channie og Lady, hvor Jiggy også bare gik ud i vandet med den største selvfølgelighed... ja, og Lady skulle kun have tæerne våde, hi, hi. 

Fredag mødtes jeg med Christina med Poncho, og Christina og jeg syntes, at det så lidt voldsomt ud, når Poncho kom løbende med 120 i timen lige hen imod Jiggy, men hun syntes, at han var dejlig, for lige så snart han vendte ryggen til hende, så var det ham, der blev "angrebet".
 
I dag har vi været til prøve på hvalpemotivationsholdet... Det gik rigtig fint. Dog har jeg ikke ikke trænet næseprøve (tænk at de skal kunne det), så hun tog bare den første og bedste. En anden svær øvelse er kontakt i stå... Så begynder hun at sitte og dække osv., for det kan da ikke være rigtigt at jeg bare skal stå at kigge, jeg må da skulle gøre noget mere, og så fik vi border collie folk lige lidt "skæld ud" for at belønne for meget initiativ, hi, hi. Alle andre øvelser gik til UG, og jeg fik kommentaren "Et dejligt par, som nok skal nå deres mål". Jeg blev nødt til at gå inden de andre var færdige, så jeg ved ikke hvordan, jeg blev placeret. 
Søndag d. 29/6-2008
Elefant trick, landsholdssamling
I denne uge har Jiggy lært elefant tricket... dygtig hund . Hun har overrasket mig ved at lære det på kun 4 x 5 minutters træning. Hvor svært kan det være?
 
I dag har vi været tilskuere til landsholdssamlingen, hvor Heidi og jeg stod for en stor del af larmen. Jeg havde fundet en plastikflaske, som sagde gode høje lyde, når den blev slået ind i et gelænder, hi, hi. Det sagde Jiggy ikke noget til, hun gloede dog lidt på mig i starten. Heidi og jeg var også ude at spise lidt frokost i Bakkehuset ved Albertslundbjerget og Jiggy og Yatzi fik leget en smule. De er så fine venner. Igen mødte vi søster Succes og Queenie, og der blev leget en masse.

På landsholdssamlingen blev de endelige hold udtaget, og Jiggys mor og mormor blev udtaget til både hold og individuelle løb... Hurra!!!

Jeg har lavet en side med links, som lige nu indeholder links til træningskammerater og Jiggys familiemedlemmer.
Søndag d. 22/6-2008
Kbh tur, fødselsdag, stamtavle
Siden sidst har vi været en tur i København med hundetræning. Vi tog derind med tog, og det blev taget i stiv arm. Alle de mange mennesker, duer, lyde, vejarbejder mm. kunne heller ikke skræmme lille Jiggy. Endda kunne hun holde koncentrationen nok i toget og på strøget til at lave sit og dæk og lidt lineføring... Dygtig hund. Så det var en helt god tur.

I går holdt min mor fødselsdag, og der var vi samlet 4 hunde og 12 mennesker... skide sjovt, synes Jiggy. Hun knoklede bare på i 8 timer, men så var hun til gengæld også nærmest bevistløs resten af aftenen.

I dag har vi været et smut i Ølstykke for at hente Jiggys stambog... hurra ;o)! Og så var alle søskende der også, så der blev leget en del. De er virkelig vokset, og de er efterhånden ved at være meget forskellige. 3 af dem er endda knap sorte... farven er svær at beskrive, men den kan ses på nogle af de billeder, jeg har lagt ind i albummet "Jiggy". Der er lagt billeder ind af alle søskende.

Jeg har også lavet en ny side, som jeg løbende vil prøve at opdatere med info om Jiggys familie... Selvom der er lidt at holde styr på med alle de dygtige hunde i familien.
Tirsdag d. 10/6-2008
Dyrlæge tjek, Roskilde dyrskue
I ugens løb har vi igen oplevet lidt af hvert. Jiggy var til dyrlægen i onsdags, og fik ros med på vejen. Der var ingen problemer der. Hun syntes jo bare, at det var hyggeligt at få lidt opmærksomhed og lidt godbidder.

Stambogen er nu helt gået i orden... Den kan ses via dette link: http://www.hundeweb.dk/dkkhw/hw/openPage/admin/stamtavle.html?HUID=DK10348/2008 Ahh det var dejligt!

Lørdag var vi et smut på Roskilde dyrskue. Der var rigtig mange mennesker og meget varmt, så jeg blev egentligt lidt i tvivl, om det nu var helt godt, at jeg var taget afsted, men Jiggy tog det bare helt fint. Hun var på intet tidspunkt rigtig bange for noget. Dog kiggede hun noget, da der kom en hestevogn med to shireheste foran, uha! Men senere stod vi ved siden af en ridebane, hvor hestene kom helt tæt på hegnet, og det var intet problem. Det største problem for Jiggy var, at hun i starten gerne ville hilse på alle mennesker, men det gik nu over efter 10 min., da hun fandt ud af, hvormange der egentlig var.

Søndag var vi igen til hvalpetræning, hvor vi skulle igennem en tunnel. Det glædede jeg mig til at vise, hvor god hun er til, så det endte da også med, at de andre blev bedt om at kigge på mig, for at se hvordan det skulle gøres. Lidt stolt når nu Jiggy er flere måneder yngre end de andre. Alt andet gik også fint, på nær da vi skulle kalde ind efter et fritkvarter, hvor hun spænede rundt inde i et buskads... Det var altså lidt for spændende.

Pt. er Rikki i hundepleje hos mig. Det er rigtig hyggeligt, og Jiggy nyder det også. Rikki finder sig i det meste, dog tror jeg godt at hun kan blive lidt træt af al den energi Jiggy har... Hun er jo ikke helt ung længere. Men alderen til trods, så leger hun egentlig rigtig meget.

Jeg har lige fået mig et nyt kamera, som jeg bare håber tager nogle fantastiske billeder... De første billeder er i hvert tilfælde langt ind i albummet "Jiggy", og de er da meget gode, hvis jeg selv skal sige det .
Søndag d. 1/6-2008
Så er hverdagen begyndt
Nu er hverdagen begyndt... Sidste uge var første uge, hvor Jiggy skulle prøve at være alene hjemme i længere tid. Det er i det store hele gået godt. Hun virker, som om hun har sovet, når jeg kommer hjem, og hun bliver meget glad for at se mig. Dog har det bevirket, at hun følger mig endnu mere, når jeg er hjemme. Lige så snart hun hører døren gå, hvis jeg for eksempel skal ud med en skraldepose, så er hun der med det samme, også selvom hun ligger og sover i et helt andet rum.

Sidst på ugen blev hun passet 1½ døgn hos min søster, da jeg skulle til sommerfest med arbejdet direkte efter arbejde fredag... Det gik rigtig fint. Nu har Bailey accepteret hende fuldt ud og finder sig i at blive hoppet på og bidt i. Han har nu fundet ud af, at Jiggy egentlig er meget sjov at lege med, så de har bare leget rigtig meget. Super dejligt!

Lørdag var vi til agilitystævne, hvor jeg løb med en af mine elevers hund, Hannibal. Han var en dygtig hund, men jeg kan godt mærke at jeg ikke er i stævnetræning, for resultaterne var ikke fantastiske desværre. Jiggy var eksemplarisk som sædvanligt og smigrede sig ind hos de fleste. Hun fik også hilst på en del hunde og leget lidt med Jeanettes Wonder.  

I dag har vi været til hvalpemotivation, som var en gåtur på en times tid. Jeg kan godt mærke, at hun er blevet lidt ældre, siden sidst vi var der, da hun var lidt mere modig til at løbe rundt med de andre. Alligevel er hun stadig nem at få god kontakt til, og vi fik ros for vore kontakt øvelse. Vi prøvede også et enkelt indkald, som gik helt som det skulle.

I dag har vi også haft besøg af Nina Rønde, det var bare hyggeligt, og nu er jeg på vej ud af døren, da jeg lige har fået en middagsinvitation af min anden veninde Nina... Så mig og Jiggy bliver rigtig socialiseret ;o)
Fredag d. 23/5-2008
Posetræning
Jeg fik en "for sjov" agility pose af Sofie, da hun var på besøg i sidste weekend... Den er nu blevet sat op i haven. Jiggy synes at den er smadder sjov. Nogle gange når hun tager sig en spurter rundt i haven, så løber hun også igennem den. Jeg har fanget en lille video, hvor jeg sender hende igennem den... Dog er det en noget rystet film, men man kan da se, hvad der foregår. Der er et link til filmen under "videoer".
Onsdag d. 21/5-2008
En på opleveren
Så har jeg haft Jiggy i 1½ uge, og der er bare sket så meget. Jeg kan lige hurtigt prøve at remse op hvad hun har oplevet. Hun har været på besøg både hos min mor, min søster og min onkel. Så har hun været med til agilitytræning og agilitykursus. Vi har haft besøg af min veninde Sofie fra Fyn og hendes 10 mdr. gamle labrador, min veninde Lena, og div. håndværkere. Vi har besøgt mit arbejde. Vi har været på stranden, og vi har været i et par dyrehandlere. Hvalpemotivation har vi også været til og hun har været med ude og besøge hesten... og så har vi kørt en masse i bil! Pyha... Sikke en masse.

Hun tager alt nyt rigtig godt... hun kan godt blive forskrækket, men hendes nysgerrighed er enorm, så der går ikke mere end 10 sekunder, så er hun ovre for at se hvad det nye "farlige" er... Og lige så snart det er registreret som værende ikke farligt, så kommer det i kategorien legetøj, og så skal det bides i. Jeg skal nok få en del ødelagt med den iver hun lægger for dagen!

Hun tager alle mennesker med storm... Hun farer hen til dem og giver dem en masse mysser. Hunde er hun også meget glad for. Bailey er var ikke særlig begejstret for hende i starten, men han er begyndt at acceptere hende bedre og bedre. Rikki prøver bare at ignorere Jiggy. I weekenden havde jeg besøg af min veninde Sofie, og hun havde sin 10 mdr. gamle labrador med. De legede bare så godt! Jiggy fik lov at hoppe rundt på Louis og det så noget drabeligt ud, når han tog hele munden rundt om hende, men der skete ikke noget... Jiggy var helt bestemt ikke bange for ham. Tak for en god weekend Sofie. 

Mht. at køre i bil er hun nu blevet super. ... Selvom hun har drønet rundt med 100 i timen, og jeg lægger hende ind i buret i bilen, så lægger hun sig bare til at slappe af uden et pip. Det gælder også når hun har været med til træning, at hun bare slapper af, når jeg sætter hende ind i sit bur. Huner også ved at forstå at man kan narre guffer ud af mig ved at lave "kunster"... Hun lystrer sit navn... med mindre der er kattelort i nærheden... adr! Og sit og dæk er også så småt ved at falde på plads... Hun kan faktisk allerede finde ud af det på stemmen. Vi har også øvet noget target træning, og det ser også ud til at sive ind. Hun er i det hele taget god at træne med... Man kan næsten se hende tænke.

Der er kommet masser af nye billeder i mappen "Jiggy" og nye links til videoer fra stranden og leg med Louis i mappen "videoer".
Søndag d. 11/5-2008
Nu er hun min
Nu er Jiggy endelig flyttet hjem til mig. Hun var ked af køreturen hjem og også lidt ked af det i løbet af den første aften. Hun legede en del, men når hun blev træt, og ikke vidste hvor hun skulle lægge sig til ro, så blev hun lidt ked af det. Nu hun har hun fundet ud af at gå ind og lægge sig i sin kurv i soveværelset, når hun er træt, og allerede dagen efter hun var kommet, er hun faldet meget bedre til, og der er ingen piverier. Men at køre bil er stadig ikke sagen, men det skal hun nok lære at elske. Og så har hun kun nået at tisse et par enkelte gange indendørs, dejligt! Det er nu også nemmere med renlighedstræningen, når vejret er så lækkert at man næsten er ude hele tiden. Jiggy tager ellers det meste med en dejlig ro, som regel skal hun lige kigge nye ting af et øjeblik, men så kaster hun sig også bare ud i det. Hun har været alle steder rundt i haven og huset både hos mig og min mor. Når hun ser fremmede mennesker, så er hun strøget... De skal enten lige have et par mysser eller også skal de bides i buksebenet... To ting hun er rigtig god til!

Der er også nye opdateringer i "billedbøgerne"... Der er nye billeder i albummet "Simics hvalpe". Det er billeder far sidste weekend, hvor jeg besøgte hvalpene til stævne i Hillerød. Desværre havde jeg travlt med at snakke med alverdens mennesker, så det blev ikke til så mange billeder. Der er også lavet et nyt album, der hedder "Jiggy". I det album vil der være billeder af Jiggy fra hun er 8 uger og frem. Sidst men ikke mindst er der også et par enkelte billeder af husrenoveringen.
28/4-2008
Jeg har fået min yndling
Så er det så sandt, som det er sagt... Min nye hund bliver nr. 5. Det er jeg rigtig glad for... Hun er bare en perle. Nu kan jeg bare næsten ikke vente i hele 11½ dag.
27/4-2008
Hvalpebesøg 6 uger gamle
I dag har min søster og min mor været med oppe at besøge hvalpene. Hvalpene er lige så søde som de plejer at være.
24/4-08
Hvalpe 5 uger gammel
Der er også lagt en link på til et videoklip af nr. 1, da hun har krudt i røven.Jeg har været oppe at besøge dem... Der er bare helt gang i dem. De var endda på agilitybanen, hvor de alle var igennem tunellen, og Uno og nr. 5 var igennem posen... De var smadder modige. 
12/4-08
Hvalpe 4 uger gamle
De er nu fulde af energi. De kan løbe, lege, bide og give masser af mysser.
5/4-08
Hvalpe 3 uger gamle

 

29/3-08
Hvalpe 2 uger gamle

 

22/3-08
Hvalpe 1 uge gamle

15/3-08
Så er hvalpene kommet til verdenen

Så kom de endelig... 4 piger og 1 dreng.

 
Jane Elene Christensen · Ibsensvej 59 · 2630 Taastrup · Denmark · +45 24 23 75 95 ·
Create your own website with mono.net